I aften 9. februar 2015 spurgte en håndfuld besøgende fra landet mod nord en assistent (eller "instruktions", som jeg tager for at være et skridt under "assistent") professor i filosofi om hans studier og hans undervisningserfaringer her i Cuba. En af vores grupper begik den fejl at spørge, om denne filosof tænkte på Fidel som en filosof. Resultatet var et næsten Fidel-svar, der ikke havde meget at gøre med filosofi og alt at gøre med at kritisere præsidenten.
Fidel Castro, ifølge denne unge mand, havde gode intentioner for over et halvt århundrede siden, men han blev stædig og villig til kun at lytte til rådgivere, der sagde, hvad han ønskede at høre. Eksempler, der tilbydes, omfattede en beslutning i 1990'erne for at løse en lærerbrist ved at gøre ukvalificerede teenagere til professorer.
Da jeg spurgte om forfattere foretrukket af cubanske filosofistuderende, og Slavoj Zizeks navn kom op, spurgte jeg, om dette overhovedet var baseret på videoer af ham i betragtning af manglen på internet. ”Åh, men de pirater og deler alt,” var svaret.
Dette førte til en diskussion af de lokale internetfolk, der er oprettet på Cuba. Ifølge denne professor viderebringer folk trådløse signaler fra hus til hus og kører ledninger langs telefonlinjer, og de selvpolerer ved at skære alle ud, der deler pornografi eller andre uønskede materialer. Efter denne mands opfattelse kunne den cubanske regering let levere internet til mange flere mennesker, men valgte ikke at gøre det ud af et ønske om bedre kontrol med det. Han selv, sagde han, har internetadgang gennem sit job, men bruger ikke e-mail, for hvis han gjorde det, ville han ikke have nogen undskyldning for manglende møder, der blev annonceret via e-mail.
I morges havde vi mødt Ricardo Alarcon (Cubas faste repræsentant i FN i næsten 30 år og senere udenrigsminister, inden vi blev præsident for National Assembly of People's Power) og Kenia Serrano Puig (medlem af parlamentet og præsidenten for det cubanske institut for venskab med folket eller ICAP, som allerede er offentliggjort denne artikel).
Hvorfor så lidt internet? spurgte nogen. Kenia svarede, at den største hindring var den amerikanske blokade og forklarede, at Cuba skal oprette forbindelse til internettet via Canada, og at det er meget dyrt. ”Vi vil gerne have internet til alle,” sagde hun, men prioriteten er at give det til sociale institutioner.
USAID, bemærkede hun, har brugt 20 millioner dollars om året til at propagandere for regimeskift på Cuba, og USAID forbinder ikke alle til internettet, men kun dem, de vælger.
Cubanere kan tale imod den cubanske regering, sagde hun, men mange der gør det, betales af USAID, herunder meget læst bloggere - ikke dissidenter, efter hendes mening, men lejesoldater. Alarcon tilføjede, at Helms-Burton-loven forbød deling af amerikansk teknologi, men Obama har netop ændret det.
Filosofiprofessoren erkendte en vis sandhed til disse påstande, men mente, at det var ret lille. Jeg formoder, at der er lige så meget en variation i perspektiv på arbejde her som bevidst bedrag. Borgeren ser mangler. Regeringen ser udenlandske farer og prismærker.
Alligevel er det dejligt at høre om folk, der forvalter at skabe uafhængige kommunikationsmedier i ethvert land, herunder en lang misbrugt af USA, og en der får mange ting rigtigt.
En amerikaner, der har været på Cuba i mange år, fortalte mig, at regeringen ofte annoncerer politikker og tjenester på tv og i aviser, men folk ikke ser eller læser, og fordi der ikke er nogen måde at finde ting ud på et websted, finder de aldrig ud. Dette forekommer mig som en god grund til, at den cubanske regering ønsker, at alle skal have internettet, og at internettet skal bruges til at vise verden, hvad den cubanske regering gør, når den gør noget kreativt eller moralsk.
Jeg prøver at holde tingene i perspektiv. Jeg har endnu ikke hørt om nogen korruption, der kan matche de historier, som Bob Fitrakis, en af vores gruppe, fortæller om Columbus, Ohio, politik. Jeg har ikke set noget kvarter i så forfærdelig form som Detroit.
Når vi lærer om højdepunkterne og nedturen i det cubanske liv og deres mulige årsager, bliver en kendsgerning klar: den undskyldning, som den cubanske regering tilbyder for enhver fiasko, er den amerikanske embargo. Hvis embargoen skulle ende, ville undskyldningen helt sikkert forsvinde - og til en vis grad ville det faktiske problem næsten helt sikkert blive forbedret. Ved at fortsætte embargoen giver USA en undskyldning for, hvad de hævder at være imod, på sin ofte hykleriske måde: begrænsninger af presse- og ytringsfrihed - eller hvad USA opfatter som "menneskerettigheder".
Cuba ser naturligvis rettighederne til boliger, mad, uddannelse, sundhedspleje, fred osv. Som menneskerettigheder også.
Ikke langt fra Capitol-bygningen, modelleret efter den amerikanske Capitol-bygning og - ligesom det - under reparationer, købte jeg en kopi af den cubanske forfatning. Prøv at lægge de to indledninger side om side. Prøv at sammenligne indholdet af den cubanske og den amerikanske forfatning. Den ene er radikalt mere demokratisk, og det er ikke den, der tilhører nationen, der bomber i demokratiets navn.
I USA er Capitol-kuppelen en af få ting, som nogen gider at reparere. Havana er derimod fyldt med værksteder til alt det, man kan forestille sig. De gangbare gader med relativt få biler viser smukke biler, der er blevet repareret og repareret og repareret i årtier. Landets love omarbejdes gennem meget offentlige processer. Biler har tendens til at være meget ældre end love, i modsætning til den amerikanske situation, hvor grundlæggende love har tendens til at gå forud for moderne maskiner.
Alarcon var meget positiv over for den nylige udvikling i forholdet mellem USA og Cuban, men advarede om, at en ny amerikansk ambassade ikke kan arbejde for at vælte den cubanske regering. ”Vi kan fordømme det amerikanske politi, der dræber ubevæbnede afroamerikanske drenge,” sagde han, “men vi har ingen ret til at organisere amerikanere til at modsætte sig det. At gøre det ville være en imperialistisk tilgang. ”
Spurgte om at genoprette ejendom til dem, der havde fået det beslaglagt under revolutionen, sagde Alarcon, at landbrugsreformloven 1959 tillader det, men USA nægtede at tillade det. Men han sagde, at cubanerne har deres egne meget større krav på grund af skader fra den ulovlige embargo. Så alt dette skal udarbejdes mellem de to lande.
Er Alarcon bekymret for USAs investeringer og kultur? Nej, sagde han, kanadiere har længe været de bedste besøgende på Cuba, så nordamerikanerne er fortrolige. Cuba har altid piratkopieret amerikanske film og vist dem i teatre på samme tidstider, som de blev vist i USA. Med normale forhold vil ophavsretlige love træde i kraft, sagde han.
Hvorfor har USA ikke opsøgt Cubas marked før? Fordi, mener han, nogle besøgende uundgåeligt finder ting af værdi på Cubas måde at drive et land på. Nu kan amerikanske investorer komme til Cuba, men de har brug for godkendelse fra regeringen til alle projekter, ligesom det er tilfældet i andre latinamerikanske lande.
Jeg spurgte Kenia, hvorfor Cuba har brug for et militær, og hun pegede på en historie med amerikansk aggression, men hun sagde, at Cubas militær er defensiv snarere end stødende. Den cubanske forfatning er også dedikeret til fred. Sidste år i Havana, 31 nationer dedikeret sig til fred.
Medea Benjamin foreslår en måde, hvorpå Cuba kunne gøre en stor erklæring om fred, nemlig ved at dreje Guantanamo-fængslelejren ind i et internationalt center for ikke-voldelig konfliktløsning og eksperimenter i bæredygtig levevis. Selvfølgelig må USA først lukke fængslet og give jorden tilbage.
