Af International Peace Bureau
11. marts 2014. Begivenhederne i de sidste par dage og uger tjener kun til at bekræfte, hvad IPB og andre i den internationale fredsbevægelses nedrustningsfløj har hævdet i årevis: at i tider med politisk spænding løser militær magt intet[ 1]. Det fremprovokerer kun mere militær magt fra den anden side, og risikerer at presse begge parter op og rundt om en infernalsk voldsspiral. Dette er en særlig farlig kurs, når der er atomvåben i baggrunden.
Men selv hvis der ikke var nogen atomvåben, ville dette være en helt igennem alarmerende situation i betragtning af den krænkelse af international lov, som Rusland har foreviget på Krim-halvøen.
De dramatiske begivenheder i Ukraine udspiller sig på baggrund af en høst af vrede i Den Russiske Føderation som følge af gentagen vestlig unilateralisme og mangel på tilbageholdenhed, herunder:
– udvidelsen af NATO op til Ruslands grænser; og
– tilskyndelse til og finansiering af "farverevolutionerne", som er blevet opfattet som indblanding i dets nabolag. Det får Rusland til at tvivle på, om den aftale, de har haft med Ukraine om militærbaserne på Krim, vil blive overholdt i fremtiden.
Lad os være helt klare: At kritisere Vesten for hensynsløs og dominerende adfærd er ikke at tolerere eller forsvare Rusland; omvendt, at kritisere Rusland for dets egen hensynsløse og dominerende adfærd er ikke at slippe Vesten fra krogen. Begge sider bærer ansvaret for den dybt rodfæstede tragedie, der udspiller sig, og som lover både at ødelægge og splitte Ukraine og kaste Europa, og faktisk den bredere verden, tilbage i en ny form for øst-vest konflikt. Talen på de vestlige nyhedskanaler handler om, hvor hurtigt man kan klatre op ad stigen af anti-russiske økonomiske sanktioner, mens russiske massedemonstrationer af post-Sochi-stolthed risikerer at friste Putin til at overrække sig i sin iver efter at opbygge en modvægt til det arrogante Vesten via sin Den eurasiske union.
En fredsbevægelses opgave er ikke kun at analysere årsager og fordømme undertrykkelse, imperialisme og militarisme, uanset hvor de manifesterer sig. Det er også at foreslå veje frem, veje ud af rodet. Det burde være indlysende for alle undtagen de mest høgagtige politikere, at prioritet nummer et i de kommende dage og uger ikke må være point-scoring og foredrag for sine modstandere, men dialog, dialog, dialog. Selvom vi anerkender, at FN's Sikkerhedsråd for nylig har vedtaget resolutioner, der opfordrer til "en inklusiv dialog, der anerkender mangfoldigheden i det ukrainske samfund", synes det bedste bud lige nu for en reel løsning af denne vanskelige konflikt at være det schweizisk-ledede OSCE (hvoraf Rusland er et medlemsland). Det er faktisk klart, at der foregår en vis diskussion mellem lederne af øst og vest, men det er indlysende, at deres syn på hele situationen er langt fra hinanden. Alligevel er der intet alternativ; Rusland og Vesten er nødt til at lære at leve og tale med hinanden og faktisk arbejde sammen til gensidig fordel, såvel som at løse Ukraines skæbne.
I mellemtiden er der meget at gøre på borgerniveau. IPB understøtter det seneste opkald fra Pax Christi Internationalhttp://www.paxchristi.net/> til religiøse ledere og alle troende i Ukraine, såvel som i Den Russiske Føderation og i andre lande, der er involveret i de politiske spændinger, "at fungere som mæglere og brobyggere, bringe mennesker sammen i stedet for at splitte dem, og at støtte ikke-voldelige måder at finde fredelige og retfærdige løsninger på krisen." Kvinder bør have en meget mere fremtrædende stemme.
Blandt topprioriteterne for handling på både kort og lang sigt må være at overvinde fattigdommen i landet og den ulige fordeling af rigdom og muligheder. Vi husker rapporter, der viser, at ulige samfund producerer meget mere vold end lige samfund[2]. Ukraine skal – ligesom mange andre konfliktramte lande – hjælpes med at skaffe uddannelse og job, og ikke mindst til de vrede unge mænd, der lader sig rekruttere til forskelligartede former for fundamentalisme. Et minimum af sikkerhed er nødvendigt for at fremme investeringer og jobskabelse; derfor vigtigheden af politiske indgreb for at bringe parterne sammen og demilitarisere regionen.
Der er flere yderligere trin, der bør fremmes:
* tilbagetrækning af russiske tropper til deres baser på Krim eller til Rusland og af ukrainske tropper til deres kaserne;
* en undersøgelse foretaget af FN/OSCE-observatører af klager over menneskerettighedskrænkelser blandt alle samfund i Ukraine;
* ingen militær intervention fra nogen eksterne styrker;
* indkaldelse til forhandlinger på højt plan i regi af OSCE og internationale fredsorganisationer med deltagelse fra alle parter, herunder Rusland, USA og EU samt ukrainere fra alle sider, mænd og kvinder. OSCE bør tildeles et udvidet mandat og ansvar, og dets repræsentanter giver adgang til alle steder. Europarådet kan også være et nyttigt forum for dialog mellem de forskellige sider.
______________________________
[2] Opsummeret i bogen The Spirit Level: Why More Equal Societies Almost Always Do Better af Richard G. Wilkinson og Kate Pickett.
