Nagoya-borgere husker Trumans grusomhed

Af Joseph Essertier, World BEYOND WarAugust 18, 2020

Lørdag den 8/8/2020 var borgere i Nagoya og aktivister i Japan for en World BEYOND War samlet til en ”Candlelight Action” for at mindes den amerikanske bombning af Hiroshima og Nagasaki fra 1945. Alt i alt var der omkring 40 mennesker, der modet sommervarmen den dag for at stå på et gadehjørne i Sakae, det centrale indkøbsområde i Nagoya, midt i SARS-CoV-2-krisen for at afgive en politisk erklæring om en grusomhed begået i august 1945 og om vores arts fremtid Homo sapiens. Vi gjorde dette som Nagoyas bidrag til ”Peace Wave”, der bevægede sig over hele verden mellem den 6. og den 9. august. Som en del af fredsbølgen var folk samlet i hundreder af byer for at pause og reflektere over menneskehedens nuværende vanskeligheder.

Anført af Bully Nation nummer et fortsætter en række lande den patologiske udvikling og lagring af stadigt mere dødbringende atombomber, selv i dag, 75 år efter at Harry S. Truman faktisk faldt to af dem på større byer i Japan. Følgende er min korte rapport om, hvad vi gjorde den dag.

Først takkede jeg folk for samlingen midt i den høje varme og fugtighed, når der er risiko for at blive inficeret af SARS-CoV-2. Få dage før vores stearinlys blev der erklæret en nødsituation i Aichi Prefecture, som er en provins, der inkluderer Nagoya, Japans fjerde største by. Ikke desto mindre konkluderede mange af os, at det at lære af menneskehedens tidligere fejltagelser og reducere chancerne for atomkrig var en højere prioritet end at undgå infektion, og vi accepterede risikoen for vores eget helbred.

Efter min indledende tale (se nedenfor) stoppede vi i et minuts stilhed for at huske dem, hvis liv blev forkortet som følge af Trumans vold den 1. august i Hiroshima og den 6. august i Nagasaki, dvs. hibakusha (A-bombeofre). Mange af os har kendt det personligt hibakusha eller en gang talt til en hibakusha, og husk stadig deres ansigter og deres bevægende ord.

At få alle, inklusive nogle forbipasserende, der stoppede for at se, hvad vi lavede og at lytte, bevidste om, at vores handling på denne varme, fugtige dag var en del af Peace Wave var en af ​​vores prioriteter, og vi brugte en bærbar digital projektor til at vise video på en hvid skærm, som vi selv lavede. Dette var ikke første gang, at vi har vist video på et fortov i Nagoya - en effektiv måde at tiltrække fodgængere og chauffører opmærksomhed på.

En hyppig deltager i vores gadeprotester, eller "stilling", som de er omtalt på japansk (lånt det engelske ord), spillede sin fløjte og hjalp med at sætte den højtidelige stemning, som vi havde brug for. Hvordan kan man forstå eller forstå forbrænding af børn i trækul, synet af monsterlignende sjæle, der snubler ned ad en gade med hud hængende fra deres arme og hænder, eller erindringen om en person, hvis skygge var permanent ætset til beton af blændende blitz af bomben?

Hr. Kambe, manden, som venligt accepterede midlertidigt at erstatte mig som koordinator for Japan for en World BEYOND War, spillede sin guitar, mens en kvinde sang en sang om hjemmet, der mindede os om de hundreder af tusinder, der mistede deres hjem som et resultat af netop disse to bomber, for ikke at nævne de millioner, der blev hjemløse som følge af Fifteen Years War ( 1931-45). Denne duo bidrager regelmæssigt til koncerter mod nye baser i Okinawa; og beroliger, helbreder og inspirerer både begyndere og erfarne aktivister, synger sange med budskaber om internationalistisk solidaritet og en forpligtelse til verdensfred.

KONDO Makoto, professor emeritus ved Gifu University og lærd for forfatningsret, fortalte os om betydningen af ​​artikel 9 i Japans forfatning. Han bemærkede, at Japans "fredsforfatning" delvist var resultatet af bombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki, og advarede om, at næste gang menneskeheden indgår i en verdenskrig, kunne det betyde, at vores arter uddødes.

Digteren ISAMU (hvis navn altid er skrevet i alle kasketter) reciterede et antiwaredigt, han skrev. Det har titlen "Origami: Bed for fred" (Origami: Heiwa wo inotte). Jeg vil ikke forsøge at oversætte det, men det begynder med en følelse af vrede og forvirring: ”Hvorfor gør de det? Hvorfor laver de sådan noget? Hvorfor fremstiller de missiler? Hvorfor udsætter de missiler? ” Det antyder, at vi bruger vores tid og energi på at have det sjovt i stedet for at angribe hinanden. Det kræver, at vi tænker. Og det ender med at spørge, hvor meget sjovere det ville være, hvis vi brugte alle de penge bundet i våbenbudgetter på mad i stedet, og hvis alle sad ned og nød måltider sammen. Med den friske indsigt fra et barn åbner jeg dette imponerende digt vores øjne for den åbenlyse dumhed af krig generelt og af nukes i særdeleshed.

Hr. Kambe sang en sang, der grundigt afviser krig. Et af dets kernebeskeder er, at uanset hvad de siger til os, vil vi ikke deltage i blodsudgydelsen. Fru Nimura er i baggrunden i den sorte skjorte med en håndlavet origami papirkran. Papirkraner bruges ofte til at huske bombningerne af Hiroshima og Nagasaki og er en appel til os alle om at arbejde flittigt for fred uanset hvilken kapacitet vi er i stand til. Efter min mening skal vi, som borgere i gerningsmandsnationen, over for alle amerikanere være opmærksomme på disse papirkraner og følge dette krav om at gøre en oprigtig indsats, så vi kan helbrede sår forårsaget af vores regerings krige og opbygge sikkerhed for fremtidige generationer . Selvom fru Nimura ikke talte på denne dag, delte hun generøst sin tid, energi, ideer og kreativitet med os. Endnu en gang blev jeg bevæget af hendes oprigtige hengivenhed over for fredsårsagen og af hendes dybe forståelse af en organisators arbejde, dvs. hvordan man faktisk går ud på at opbygge fred.

Fru Minemura, en repræsentant for Aichi kapitel i Gensuikyo, holdt os en tale. Som hun sagde, var dette hendes første gang at deltage i en Candlelight Action-begivenhed arrangeret af Japan for en World BEYOND War. Hun sagde, at hun var glad for at opleve denne varme sammenkomst og føle vores lidenskab. Gensuikyo har arbejdet i mange årtier for at afskaffe atomvåben. Hun forklarede fredsbølgenes betydning for nukes og for fred, og at disse to bomber i 1945 forværrede fattigdom og diskrimination blandt utallige mennesker i disse to byer, Hiroshima og Nagasaki, og skabte problemer for efterkommerne af hibakusha.

Den dag, uanset deltagernes sundhed og sikkerhed, var vores samling relativt kort, men jeg vil tage mig friheden til at tilføje, at titusinder af koreanere også blev dræbt, og vi kan være sikre på, at der er mennesker lider selv i Nord- og Sydkorea i dag, ligesom i Japan. Faktisk lider de muligvis mere, da mindesmærket om, hvad der skete med koreanerne i de to byer, blev forsinket i år og årtier. Og Gensuikyo har anerkendte koreanere, der var ofre for både amerikansk og japansk vold. De blev udnyttet af kolonialismen og skadet af volden fra Japans imperium.

En varm dag i august 2019 i et auditorium i Nagasaki, for eksempel en koreansk hibakusha holdt en bevægende, tårfyldt tale foran tusinder af mennesker. Dette var på invitation fra Gensuikyo, som jeg forstår det. Jeg var der i den enorme hal i Nagasaki og blev bevæget af hans tale, da han gav eksempler på, hvordan så mange koreanere, der vendte tilbage til deres hjemland, måtte lide under tavshed og fortalte os om, hvad det betød for mennesker i flere årtier , for ikke at modtage nogen officiel anerkendelse eller støtte fra deres regering eller fra Japans regering. Sårene var stadig meget friske for ham den dag 74 år efter, at bomberne blev faldt ned på disse japanske byer, der sårede ham og dræbte andre koreanere, allierede af USA på det tidspunkt. Mange koreanere blev bragt til Japan som tvangsarbejdere, og deres rester repatrieres stadig. (F.eks. Er der en kort, bevægende video inkluderet i denne artikel i Asia-Pacific Journal: Japan Focus).

I slutningen af ​​denne begivenhed, der varede lidt under en time, førte hr. Kambe os med at synge "Vi skal overvinde." Alle svingte stearinlyset, som de holdt i luften fra side til side til musikens rytme. Selvom mit hjerte var tungt i begyndelsen af ​​begivenheden, var det opmuntrende at se så mange mennesker, endda nogle forbipasserende, der stoppede i begyndelsen, og så og hørte og deltog, aktivt tage tid ud af deres travle liv på en varm dag med en stressende sommer, for at huske, hvad der skete og tænke over behovet for at afskaffe atomvåben , var.

Nedenfor følger den tale, som jeg oprindeligt ønskede at holde - på den faktiske dag, jeg forkortede den i tidens interesse - med den originale japanske og min engelske "oversættelse". (Og den engelske oversættelse er fra et tidligere udkast, så det er lidt anderledes end den japanske tale).

Joseph Essertier i anledning af 75-årsdagen for bombningen af ​​Hiroshima og Nagasaki, 8. august 2020, Sakae, Nagoya City, Japan
哲学 者 と 反 戦 活動家 の バ ー ト ラ ン ド · ラ ッ セ ル は, 1959 年 に 核 軍 縮 キ ャ ン ペ ー ン (CND) の 演説 を 行 っ た 時 に, 次 の よ う に 述 べ て い ま す 「忘 れ な い で く だ さ い:. 戦 争 の 習慣 を 止 め る こ と が で き な い 限 り, 科学 者 と 技術 者 は ど ん ど ん 酷 い テ ク ノ ロ ジ ー を 発 明 し 続 け ま す. 生物 兵器 戦 争, 化学 兵器 戦 争, 現在 の も の よ り も 破 壊 力 の あ る 水 爆 を 開 発 す る こ と に な る で し ょ う. こ の 人間 の 相互 破 壊 性 (殺 し 合 う 癖) を 終了 さ せ る 方法 を 見 つ け ら れ な い 限 り, 人類 の 未来 に は, ほ と ん ど 希望 は あ り ま せ ん. ほ と ん ど あ り ま せ ん. 我 々 は 新 し い 考 え 方 と 新 し い 感 じ 方 が 必要 で す.

こ の 日, 私 た ち は, 米 軍 が XNUMX 年前 に 広 島 と 長崎 で 日本人, 韓国 人, そ の 他 の 人 々 に 対 し て 行 っ た 残虐 行為 を 思 い 出 す た め に, 一 緒 に こ こ で ス タ ン デ ィ ン グ し て い ま す. 私 た ちは こ う い う の を 「キ ャ ン ド ル ラ イ ト · ア ク シ ョ ン」 と 呼 ん で い ま す. こ れ は, XNUMX 日 か ら XNUMX 日 の 間 に 世界 の 各地 で 行 わ れ る 「ピ ー ス · ウ ェ ー ブ」 (平和 の 波) の 一部 で す.

キ ャ ン ド ル は 死者 を 偲 ぶ た め に よ く 使 わ れ ま す が, 私 た ち が 手 に し て い る こ の キ ャ ン ド ル は, た っ た 2 つ の 爆 弾 に よ っ て 消 え た 数十 万人 の 命 を 象 徴 し て い る の で す! 数十 万人 の 心 の 中 の 炎 は, 原 爆 死者 た ち の 未来 の 社会 改革 運動, 彼 ら の 未来 の 仕事 や 社会 へ の 貢献, 未来 の 愛, 様 々 な 美 し い 未来 の 計画 を 含 ん で い た に 違 い あ り ま せ ん. ア メ リ カ 人, 特 に ハ リ ー · S · ト ル ー マ ン 大 統領 は, 恐 ろ し い ほ ど 非人道 的 で 不必要 な 方法 で, 彼 ら の 人生 を 終 わ ら せ て し ま っ た の で す か ら, 彼 ら は そ の 未来 の 幸 せ を 味 わ う こ と は で き な く な っ たで し ょ う.

ま た, 生 き 残 っ た 何 百万 人 も の 日本人 や 朝鮮 人, 特 に 被 爆 者 の 命 も 忘 れ て は な り ま せ ん. 被 爆 者 に つ い て 少 し 勉強 し た 私 た ち は, 彼 ら の 多 く が 不健康 に 苦 し ん で い た こ と を 知 って い ま す. そ し て 2020 年 の 今日, 彼 ら は PTSD に よ る 精神 的 苦痛 を 受 け て い た に 違 い な い こ と を 私 た ち は 知 っ て い ま す. 被 爆 者 だ け で は な く て, 大 切 な 家族 や 友人 を 失 っ た 何 百万人 も の 日本人 や 韓国 人 も い ま し た.

な ぜ ア メ リ カ 人 は こ ん な こ と を し た の か? ど う し て こ ん な こ と に な っ て し ま っ た の か? そ し て 最 も 重要 な こ と は, こ の 恐 ろ し い 暴力 か ら ど の よ う に 学 び, 再 び 起 こ ら な い よ う に を 防 ぎ, 世界 初 め て の 核 戦 争 を防 ぐ た め に は ど う す れ ば よ い の で し ょ う か. こ れ ら は, 平和 を 愛 す る 私 た ち が 直面 し て い る 重要 な 問題 の い く つ か で す.

ホ モ · サ ピ エ ン ス が 集 団 自決 す る 可能性 は, 「終末 時 計」 を 設定 し た 科学 者 に よ れ ば, こ れ ま で 以上 に 高 く な っ て い ま す. そ れ は 我 々 が グ ラ ン ド キ ャ ニ オ ン の 端 に 立 っ て い る よ う な も の で す が,下 の 水 の 川 の 代 わ り に, 我 々 は 火 の 川 を 見 て い ま す. そ う, 地球 上 の 地獄 で す. 恐 ろ し い で す. ほ と ん ど の 人 は 顔 を そ っ ち に 向 か な い で, 他 の 方面 を 見 る の は 不 思議で は あ り ま せ ん ね. 彼 ら は, 私 た ち が グ ラ ン ド キ ャ ニ オ ン の 日 の 川 に 落 ち よ う と し て い る こ と を 無視 し た が っ て い ま す. し か し, 今日 こ こ で 立 っ て い る 私 た ち は, 目 を 背 け ま せ ん. 私 た ち は そ の火 を 見 て, 考 え て い ま す.

こ れ ら の キ ャ ン ド ル は, 今日 の 私 に と っ て, 人類 が 核 の ホ ロ コ ー ス ト で 燃 え て し ま う, そ う い っ た イ メ ー ジ の 火 を 象 徴 し て い ま す.

残念 な が ら, ゴ ル バ チ ョ フ の よ う な 責任 を 持 っ て い る 人 は, エ リ ー ト 政治家 の 間 で は 稀 な 存在 で す. 今日, 私 と 一 緒 に こ こ に 立 っ て い る 皆 さ ん の ほ と ん ど は, す で に こ の こ と を 知 っ て い ま す.な ぜ な ら, 皆 さ ん は 安 倍 政 権 下 で, ア メ リ カ 人 殺 し 屋 の 次 の 発 射 台 で あ る 辺 野 古 新 基地 建設 を 阻止 す る た め に 頑 張 っ て き た か ら で す. 私 た ち ホ モ サ ピ エ ン ス の 種 が 生 き 残 り, 我 々 の 子孫 が ノ ビ ノ ビ す る, ま と もな 未来 を 手 に 入 れ る 唯一 の 方法 は, 私 た ち 民衆 が 立 ち 上 が っ て 狂 気 を 止 め る こ と だ と い う こ と を, こ こ で 立 っ て い ら っ し ゃ る 皆 さ ま も 知 っ て い る と 思 い ま す. 特 に, 安 倍 総 理 の よ う な 狂 っ た 人 々 , 特 に 戦 争 へ と 私 た ち を 突 き 動 か し 続 け る オ バ マ や ト ラ ン プ の よ う な 人 々 の 暴力 を 止 め な け れ ば な り ま せ ん. 言 い 換 え れ ば, 私 た ち は 民主主義 (民衆 の 力) を 必要 と し て い る の で す.

こ れ ら の キ ャ ン ド ル は ま た, 韓国 の 「ろ う そ く 革命」 の よ う な 革命 の 可能性 を 思 い 出 さ せ て く れ ま す. し か し, 私 た ち ワ ー ル ド · ビ ヨ ン ド · ウ ォ ー は, 一 国 で の 革命 で は な く, バ ー ト ラ ン ド · ラ ッ セ ル が言 っ た よ う に, 戦 争 の 習慣 を 止 め る と い う 一 つ の 目標 を 目 指 し た 世界 的 な 革命 を 考 え て い ま す. そ れ は 不可能 に 聞 こ え る か も し れ ま せ ん が, ジ ョ ン · レ ノ ン が 歌 っ た よ う に, 「私 は 夢想家 だ と 言 わ れ て も, 私 だ け で は な い と 答 え ま す 」.

私 た ち は 75 年前 の 8 月 6 日 と 9 日 に 起 こ っ た こ と を 忘 れ て は い ま せ ん. 我 々 は 太平洋 戦 争 を 忘 れ て い ま せ ん し, 最近 の 多 く の 大 き な 戦 争 (だ い た い イ ジ メ の 米 軍 が か か わ る戦 争) も 忘 れ て い ま せ ん. 私 た ち は 今, 人生 の 中 か ら 一 分 間 の 沈 黙 の 時間 を と り, 被 爆 者 が 私 た ち に 語 っ た こ と を 思 い 出 し て, 人類 が 戦 争 を 乗 り 越 え ら れ る よ う に, 心 の中 で 誓 い を 立 て よ う で は あ り ま せ ん か.

As Bertrand Russell sagde i 1959 for Kampagne for Nuklear Nedrustning (CND)”Du bliver nødt til at huske, at medmindre vi kan stoppe krigens vane, vil videnskabelig dygtighed fortsætte med at opfinde værre og værre ting. Du vil have bakteriologisk krig, kemisk krig, du vil have H-bomber mere destruktive end dem, vi har nu. Og der er meget lidt håb, meget lidt håb for menneskehedens fremtid, medmindre det lykkes os at finde en måde at sætte en stopper for denne gensidige destruktivitet ... Vi har brug for nye måder at tænke på og nye måder at føle på. ”

På denne dag, den 8. august, står vi her sammen for at huske den grusomhed, som det amerikanske militær begik mod japanere, koreanere og andre i Hiroshima og Nagasaki for 75 år siden. Vi kalder vores handling i dag for en "levende lys." Det er en del af en "fredsbølge", der flyder over hele verden mellem den 6. og den 9.

Stearinlys bruges ofte til at huske de døde, og disse lys, som vi holder i vores hænder, symboliserer de flere hundrede tusinder af liv, der blev slukket med kun to bomber! De brændende flammer i hjertet af disse hundreder af tusinder - forestil dig 10 baseballstadioner fyldt med mennesker - skal have inkluderet de fremtidige sociale retfærdighedskampagner, det fremtidige arbejde og bidrag til samfundet, den fremtidige kærlighed, de ville udtrykke, og forskellige smukke fremtidsplaner. De ville aldrig smage nogen af ​​den fremtidige lykke, fordi amerikanere, især præsident Harry S. Truman, bragte deres liv til ophør på en skræmmende og umenneskelig og meningsløs måde.

Man må heller ikke glemme livet for de millioner af japanere og koreanere, der overlevede, især hibakusha. Vi, der har studeret lidt om hibakusha ved, at mange af dem led dårligt helbred. Og i dag ved vi i 2020, at de skal have gennemgået mental lidelse af PTSD. Ud over hibakusha, der var millioner af japanske og koreanere, der mistede dyrebare familie og venner.

Hvorfor gjorde amerikanere dette? Hvordan skete dette? Og vigtigst af alt, hvordan kan vi lære af denne forfærdelige vold, forhindre den i at ske igen og forhindre verdens første atomkrig? Dette er nogle af de vigtige spørgsmål, som vi, der elsker fred, står over for.

Chancen for Homo sapiens at dræbe sig selv - artens selvmord - er nu større end nogensinde ifølge forskerne, der indstiller "Doomsday Clock.” Det er som om vi står på kanten af ​​Grand Canyon, men i stedet for en flod af vand under ser vi en flod af ild. Ja, helvede på Jorden. Det er så skræmmende. Ikke underligt at de fleste mennesker vender hovedet væk og kigger andre steder. De vil ikke se ilden, som vi alle er ved at falde ned i. I den forstand kunne disse stearinlys symbolisere de brande, der ville brænde i en nuklear holocaust.

Desværre er socialt ansvarlige mennesker som Gorbatsjov sjældne blandt elite politikere. De fleste af jer, der står her i dag med mig, ved allerede dette, fordi du har kæmpet med administrationen af ​​premierminister Abe Shinzo for at stoppe opførelsen af ​​den næste lanceringsplade for amerikanske mordere, den nye Henoko-basiskonstruktion. Jeg tror, ​​at alle her ved, at den eneste måde, hvorpå vores arter kan overleve og have en anstændig fremtid, er, hvis vi folket står op og stopper galskaben, specifikt ved at stoppe de skøre mennesker som Abe, og især Trump, der fortsat skubber os mod krig. Med andre ord har vi brug for demokrati - befolkningens magt.

Disse stearinlys minder os også om muligheden for en revolution, som Sydkoreas levende lysrevolution. Men i stedet for en revolution i et land, vi ved World BEYOND War forestille sig en global revolution, der er rettet mod ét mål - at standse krigens vane, nøjagtigt som Bertrand Russell sagde, vi skal gøre. Det lyder måske umuligt, men som John Lennon sang: ”Du kan sige, at jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste.”

Vi, der står her, har ikke glemt, hvad der skete for 75 år siden den 6. og 9. august. Vi har ikke glemt Stillehavskrigen og mange andre nylige store krige, de fleste af dem forårsaget af De Forenede Stater. Vi tager nu et minut ud af vores liv til et øjeblik af stilhed for at huske, hvad Hibakusha fortalte os, og at forpligte os i vores hjerter til at hjælpe menneskeheden med at komme ud over krig.