Af Matthew Hoh, 21. april, 2020
Fra Counterpunch
Bringing the Enemy's War Home; Bjergene synger af Nguyen Phan Que Mai
Jeg blev født nær New York City i 1973, året USA officielt afsluttede sin krig i Vietnam og bragte den sidste af sine kamptropper hjem. Vietnamkrigen, der blev kendt for vietnameserne som Den amerikanske krig, var altid noget fjernet fra mig, selv når jeg læste historie efter historien, så på dokumentarer og, som Marine Corps-officer, undersøgte kopier af Marine Corps-manualer i krigstid. På trods af at krigen førte i endnu et par år efter min fødsel for det vietnamesiske folk, at befolkningen i Cambodja og Laos led massedrap og grusomheder, mens jeg var dreng, og det i dag, da jeg nu er en mand i hans sene fyrtiårige, både vietnamesiske og amerikanske familier i millioner, lider død og handicap som følge af de giftige og varige virkninger af Agent Orange, for ikke at nævne de tusinder, der dræbes og lemlæstes hvert år på grund af de ueksploderede rester af millioner af tons USA bomber faldt på Cambodja, Laos og Vietnam, krigen havde lidt personlig indflydelse på mig. Selv med min forbindelse nu til mange Vietnam-veteraner og min erfaring med at møde scoringer af familiemedlemmer, der har mistet mænd, fædre og brødre til Agent Orange, en forbindelse til krigen i Vietnam til mit eget liv og mine egne oplevelser i krig i Afghanistan og Irak har simpelthen været akademisk eller teoretisk.
Samme år blev jeg født Nguyen Phan Que Mai blev født i det nordlige Vietnam. Som alle vietnamesere, ville Que Mai opleve Den amerikanske krig, dens fjerne genesis, dens harsk henrettelse og dens allestedsnærværende efterspørgsel, i helt personlige vendinger. For Que Mai var krigen direkte og indirekte ved roden til alle ting, intet kunne sammensættes eller udtrykkes uden noget stof i krigen, der var til stede. Krigen i alle ting, der var sand for alle vietnamesere, var kun sand for de amerikanere og deres familier, der blev sendt for at dræbe og blive dræbt på slagmarken for latent kolonialisme og kolde krigshysteri. Que Mai arbejdede for at overleve som landmand og gadesælger i mange år, indtil et stipendieprogram sendte hende til Australien for at studere. Fra Australien begyndte hun en karriere i udviklingsarbejde for at forbedre menneskers liv ikke kun i Vietnam, men i hele Asien. Que Mai ville også påbegynde en skrivningsproces, der ville bidrage lige til helbredelse og bedring fra krig, lige så meget som det udviklingsarbejde, hun deltog i og ledede.
Bjergene synger er Que Mai's niende bog og første bog på engelsk. Det er en roman af en familie, der forsøger at overleve i det nordlige Vietnam fra Anden verdenskrig gennem årene efter det sydvietnamesiske regerings nederlag af nord. Det er en bog, der har modtaget raveanmeldelser af en lang række kritikere som f.eks New York Times, Udgivere Ugentligt, , Bogside, og har 4.5 og 4.9 score på Goodreads , Amazon, så mine kommentarer vil ikke afspejle de intense og smukke kvaliteter i Que Mai's prosa eller den spøgende og sidevendende måde, hvorpå hun fortæller. Snarere vil jeg bare sige, at folk i USA burde læse denne bog for at forstå, hvad vi i USA har gjort med så mange uden for USA.
I mange år nu, hvor jeg bliver spurgt om, hvilke bøger der skal læses for at forstå de aktuelle amerikanske krige i den muslimske verden, har jeg anbefalet to bøger, hverken om de aktuelle krig og begge om Vietnam: David Halberstams De bedste og lyseste og Neil Sheehan's En lys lysende løgn. Læs de bøger, jeg siger til folk, så vil du forstå, hvorfor USA er i disse krige, og hvorfor disse krige ikke slutter. Disse bøger fortæller dog kun lidt om krigens mennesker: deres oplevelser, lidelser, triumfer og eksistens. Som Halberstam og Sheehan gør for at forstå USA i disse krige, så gør Que Mai for at forstå de mennesker, der er bundet under, udnyttet, slået ned og formet af dem.
Der var flere gange under læsning Bjergene synger Jeg tænkte på at stoppe. Kvalme og feberisk panik, som bogen fremkaldte i mig, da jeg læste Que Mays ord om hendes familie (selvom det er en roman, det kan forstås, at det er blevet taget i vid udstrækning fra hendes families egen historie), vækkede minderne om de mange irakere og afghanere Jeg har kendt, mange stadig i deres hjemlande, hvoraf de fleste stadig lever og overlever gennem fortsat krig eller måske en af dens pauser. Skyld over krigen, hvad jeg deltog i, og hvad vi som nation gjorde med så mange millioner af uskyldige, driver min selvmordstanker, som det gør mange andre amerikanske veteraner. Så som det måske skulle være ...
Hvad Bjergene synger detaljer og forklarer om krig, ikke kun detaljer om sorg, rædsel, nytteløshed, prøvelser og sindethed ved det, men om dets varige virkninger gennem generationer, om dets konstante krav til ofring og om dets opdræt af politisk, kulturel og samfundsmæssig ekstremisme , er ikke begrænset til den vietnamesiske oplevelse, men strækker sig til alle berørt af krigens styrke og luner. Der er bestemt elementer og aspekter af Bjergene synger der er specifikke for den vietnamesiske oplevelse, ligesom der er elementer og aspekter ved krigen i Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen, der er unikke for hvert land. Men selv i denne forskel er der en ensartethed, da årsagen til krigen, grunden til sådanne ting, er os, USA.
Que Mai har skrevet en tidløs bog om tristhed og tab og om gevinst og sejr. Uanset om bevidst eller ej Que Mai har talt i generationer uden for Vietnam, millioner over millioner af mennesker bombet ud, lagt under jorden, tvunget til at flygte og desperat efter at leve; mennesker, der er skøre, men alligevel klare i deres ønske om ikke bare at flygte og overleve, men i sidste ende overgå og erstatte den amerikanske krigsmaskine. Det er også en bog for amerikanere. Ikke et spejl for os på nogen måde, men et vindue, et syn på, hvad vi har gjort og fortsat gøre for så mange over hele verden, både fra før, da jeg var ung, og nu, når jeg blev ældre.
