Klasse og det militær-industrielle kompleks

By Christian Sørensen, September 4, 2023

Arbejderklasse

Arbejdere er økonomiens livsnerve. En arbejder er enhver, der yder en dags arbejde og får en løn til gengæld. Den profit, arbejderen skaber for et selskab, er langt større end den løn, arbejderen modtager.

Det er ikke anderledes i den amerikanske krigsindustri, som består af virksomheder, der udvikler, markedsfører og sælger varer og tjenester til USA (militær og efterretningstjeneste) og allierede regeringer. Kombinationen af ​​disse selskaber med det amerikanske militæretablissement danner det berygtede militær-industrielle kompleks.

Arbejderklassejob i den amerikanske krigsindustri omfatter, men er ikke begrænset til:

• ingeniør, fysiker, matematiker,
• computerprogrammør, systemadministrator, cloududvikler,
• svejser, maskinmester, elektriker, rørmontør, mekaniker.

Disse arbejdere bestemmer ikke, hvad en given virksomhed laver, hvordan produkterne produceres, eller hvem virksomheden sælger til. Disse beslutninger træffes af kapitalisterne: de udøvende magter.

Profit

Hvad gør den herskende klasse med den profit, som arbejderne skaber? Selskaber udsteder udbyttebetalinger til aktionærer og betaler topledere 7- og 8-cifre. De køber også aktier tilbage, hvilket øger værdien af ​​hver aktie.

Hvordan ser det her ud?

• General Dynamics' udbytteafkast (udbyttebetaling vist som en procentdel af den aktuelle aktiekurs) er pt 2.34 %;
• og RTX udvidelse administrerende direktør er kompenseret over $22 millioner (se s. 45);
• og Lockheed Martin køber tilbage 7.9 milliarder dollar af sin egen aktie.

Nogle gange bruger krigsselskaber profitten til at bygge flere fabrikker eller kontorlokaler, hvor arbejderne vil skabe mere profit. For eksempel Lockheed Martin brød jorden i 2022 på et missilanlæg i Huntsville, Alabama og Boeing brød jorden tidligere i år på et anlæg i Jacksonville, Florida, til reparation af militærflydele.

Mennesker, der er født ind i dette økonomiske system, bliver sjældent belært om, hvordan det skader arbejderklassen.

Herskende Klasse

Kapitalisterne i toppen af ​​systemet kan inddeles i fire grupper.

1. Ledere. Virksomhedsdirektørens (f.eks. administrerende direktør, økonomichef, operative chef) har til opgave at maksimere kortsigtet profit. En bestyrelse sørger for, at ledere gør det.

2. Finansmagnater. Mange krigsselskaber er offentlige, dvs. de udsteder aktier, der handles på børser. Store banker og formueforvaltningsfirmaer (f.eks. Vanguard, State Street, BlackRock) har meget af denne aktie. Disse firmaer kan ses som de institutionelle aktionærer i toppen af ​​krigsindustrien.

Banker yder også lån og kreditlinjer til krigsselskaber og rådgiver i forbindelse med fusioner og opkøb.

Et private equity-selskab er en anden type finansiel organisation. Det er sammensat af nogle få velhavende mennesker, der køber et selskab, omstrukturerer det og derefter forsøger at sælge det med fortjeneste. Kapitalfond har i sine hænder alt fra nyhedsmedier til dagligvarebutikker til krigsselskaber til hospitaler.

3. Valgte embedsmænd om Forsvaret og Efterretningsudvalget i Senatet og Huset, og Udenrigsudvalget i Huset og Udenrigsudvalget i Senatet. Generelt er kapitalistiske politikeres rolle at skabe de betingelser, hvor kapitalister, ikke arbejdere, profiterer.

I stedet for at udøve strengt tilsyn med militær- og spionageaktiviteter, accepterer disse folkevalgte kampagnefinansiering fra krigsindustrien, koordinere med lobbyister, og bestå lovkrav der styrker væbnede bureaukratier og beriger industrien.

De fleste medlemmer af kongressen er ret velhavende. Nogle tjener endda på krig, som dokumenteret af Slam, Business Insider, og New York Times.

4. Topbureaukrater administrerende militær- og efterretningsorganisationer.

Individer stiger op ved at tilpasse sig – aldrig at vove at tage fat på, endsige afmontere, det militær-industrielle kompleks. EN Californisk kongresmedlemblev for eksempel insider i Det Hvide Hus i 1990'erne, drev derefter CIA og drev derefter Pentagon.

Topbureaukrater omfatter også de højest rangerende amerikanske militærofficerer. De overvåger en tilstand af permanent krigsførelse, når de er i uniform og går derefter på pension og tjener generelt en masse penge (f.eks. Mattis, Austin, petraeus, Goldfein, Votel) hos krigsselskaber, finansielle institutioner eller virksomhedsinstrumenter (f.eks. tænketanke, lobbyvirksomhederog 501(c) almennyttige organisationer).

Beslutningstid

Kapitalisterne og politikerne, de styrer - via finansieringskampagner, lobbyvirksomhed, fremstilling af interventionistiske fortællinger i tænketanke og "uddannelseskredse” hos nonprofits – er dem, der træffer de store beslutninger i samfundet.

Den største af disse beslutninger – hvad man skal bruge penge på som land –fordele krigsindustrien. Omtrent halvdelen af ​​det årlige føderale skøn budget er militærudgifter. Og over halv af dette militærbudget går til virksomheder i form af kontrakter om varer og tjenesteydelser. Krigsselskaber har også overtaget meget af intelligens arbejdsbyrde.

En given amerikansk militærinstallation er et dollartegn i industriens øjne. Alle sådanne installationer, uanset om de er placeret i USA eller i udlandet, er veje, hvorigennem virksomheder ruter varer og tjenester. Tropperne (soldat, sømand, flyver, marinesoldat, værge) er for det meste ikke kanonføde, som det var tilfældet i Første Verdenskrig. De er brugere af virksomheders varer og tjenester.

Klasse er afgørende for militær funktion. Tilbagebetaling af lån, efteruddannelsesassistance, GI Bill og en stabil lønseddel og sundhedsydelser er blandt de lokker, som militære rekrutterere bruger for at få folk til at melde sig. En stigning i ikke-militære økonomiske muligheder i USA kan skade militær rekruttering, et faktum, medlemmer af Kongressen lejlighedsvis lad glide. Reklamer til militær rekruttering og de bredere kampagner for at få folk til at slutte sig til militæret, er designet af reklamebureauer (f.eks. GSD&M Idea City, Wunderman Thompson, Young & Rubicam, DDB Chicago), ikke Pentagon. Med andre ord, militæret indgår kontrakter med virksomheder for at skabe glatte billeder, der overbeviser de fattige og arbejderklassen til at slutte sig til militæret, som den herskende klasse bruger som en måde at profitere på.

Tilmeldte udfylder militærets rækker. De er udstationeret ved staten og udstationeret i udlandet, garnisonerer kloden. De fattige og arbejderne i verden, der modtager ende af amerikanske militær- og efterretningsoperationer, som USA's herskende klasse beordrer og fører tilsyn med, lider meget, især mht. mistede liv og miljøødelæggelser.

Jobkortet

De ledere med ansvar for den amerikanske industri automatiserer jobs (f.eks. RTX udvidelse, Lockheed Martin), sende job til udlandet (f.eks. Mexico, Indien) hvor arbejdskraft er billigere og regelmæssigt cut og shuffle job; krigsindustrien beskæftiger meget færre mennesker i dag end under den første kolde krig.

Ikke desto mindre er kapitalister og deres PR-hold dygtige til at spille "jobs"-kortet, når de presser eller koordinerer med folkevalgte på føderalt, statsligt og lokalt niveau. For eksempel i vidnesbyrd til den californiske lovgiver vedrørende potentielle 9-cifrede skattelettelser hver, repræsentanter fra Lockheed Martin og Northrop Grumman understregede, at bygge nyt bombefly i Californien ville "skabe hundredvis af højtbetalte jobs og forretninger for små virksomheder, der leverer dele," med ordene fra LA Times.

Talepunkter er banale. "Vi er forpligtet til at øge vores økonomiske effekt gennem udvidelsen af ​​vores... operationer og den fortsatte investering i højteknologiske job, der understøtter vitale nationale sikkerhedsprogrammer," bekraefter vicepræsident for et selskab. "Denne udvidelse af [faciliteten] vil bringe hundredvis af nye job til området og øge vores leverandørbase betydeligt," løfter en anden. "[O]vores virksomhed har et væld af talenter på alle niveauer, og det er vores største styrke og kilde til muligheder," stater en tredjedel.

Føderale udgifter til andre dele af økonomien (f.eks. infrastruktur, sundhedspleje, bæredygtig energi, offentlig uddannelse) skaber flere job end udgifter til militærbudgettet.

Økonom Heidi Peltier forklarer: "Ren energi skaber omkring ti procent flere job end militæret, for det samme forbrugsniveau, mens sundhedsvæsenet skaber næsten dobbelt så mange job, og uddannelse i gennemsnit understøtter næsten tre gange så mange job som militæret, dollars for dollar" (pdf).

Krig handler ikke om job. Det handler om profit – for den herskende klasse.

Rise

Ved at implementere en politik med permanent krigsførelse skader den herskende klasse offentligheden to gange:

1. Den herskende klasse kæmper ikke krigene. Det giver overskud. De fattige og arbejderklassen kæmper krigene. Nogle dør. Mange er lemlæstede fysisk og/eller psykisk.
2. Skattekroner kunne gå til sundhedspleje, infrastruktur, uddannelse, gældslettelse, billige boliger og andre programmer, der hjælper offentligheden. I stedet bliver de ledt ind i krig.

At afslutte tilstanden med permanent krigsførelse og helbredelse som et samfund kræver ophævelse af alle relevante juridiske regler, begyndende med kernelovgivningen: 1947 National Security Act og 1947 Labour Management Relations Act. Førstnævnte forskansede det militær-industrielle kompleks, skabte Central Intelligence Agency og dannede National Security Council, mens sidstnævnte forbød mange af de taktikker og teknikker, som arbejderklassen kunne bruge til at organisere og kæmpe tilbage.

Højesteretsdomme, der har givet virksomheder stor politisk autoritet skal også ophæves.

Arbejderforening og organisering er en vigtig del af at ændre status quo.

Den herskende klasse frygter en forenet arbejderklasse, fordi en forenet arbejderklasse kan bruge overlegne tal til at presse tilbage mod det profit-over-folk økonomiske system kendt som kapitalisme. En assertiv, forenet arbejderklasse kunne omdirigere skattekroner væk fra krigens forretning og ind i nyttige programmer (f.eks. sundhedspleje, uddannelse, infrastruktur, katastrofehjælp), endda gå så langt som konvertering af forretningen af ​​krig ind i industrier, der faktisk gavne menneskelighed.

I betragtning af det sammenflettede masseudryddelse , klima kriser, som vi lever i, er det bydende nødvendigt, at arbejderklassen forenes på tværs af racegrænser og kommer på arbejde. Og jo før jo bedre.

Christian Sørensen er forsker med fokus på krigsbranchen. Han er den førende autoritet inden for sammenkobling af militær og big business. Han er en veteran fra det amerikanske luftvåben og er forfatter til bogen Understanding the War Industry (Clarity Press, 2020). Hans arbejde er tilgængeligt kl warindustrymuster.com. Sorensen er senior fellow ved Eisenhower Media Network (EMN), en organisation af uafhængige militære og nationale sikkerhedseksperter, der erfarne veteraner, som forstår, at amerikansk udenrigspolitik ikke gør dem, eller verden, sikrere.